Vores historie

Før der var en købmandsgård, var der sild. Svaneke voksede op, da sildefiskeriet i Østersøen toppede, og i 1475 fik den lille by ved vigen købstadsrettigheder. Navnet kendes fra 1410 som Swencke, svanevigen. Langs vandet, hvor hotellet ligger i dag, lå der i 1500-tallet nogle få små gårde, hvor folk både fiskede og dyrkede jord. Det var ikke prangende, men beliggenheden var uslåelig: lige ved landingsstedet, hvor bådene kom ind med fangsten, og hvor alt, der skulle ud og ind af byen, passerede forbi. Det er den beliggenhed, alle senere ejere har bygget videre på.

I 1600-tallet voksede de små gårde ved havnen til egentlige købmandsgårde, og den midterste af dem kom i hænderne på Poul Madsen Kofoed: købmand, borgmester i Svaneke og efter alt at dømme den rigeste mand på hele øen. I 1665 holdt lensmanden på Hammershus fæstensøl på slottet for Kofoed og hans brud, Magdalene Margrethe Hesler, lensmandens egen søsterdatter. Efter Kofoeds død giftede hun sig med øens landsdommer, Ancher Anthoni Müller, som flyttede ind i købmandsgården. Tre af de mægtigste navne på Bornholm, én adresse. Huset ved havnen var allerede dengang stedet at være.

Bornholm havde et privilegium, resten af riget kunne misunde: her var brændevinsbrænding fri. Det gav en vældig produktion på øen, og omkring år 1800 gik meget af den over vandet til Sverige. Købmand Jeppe Holst, der i 1806 blev købmand i Svaneke og drev sin forretning fra gården ved havnen, havde anparter i de skibe, der sejlede brændevinen ud. Tilbage kom de lastet med tjære og tømmer. Bønderne fra omegnen betalte for deres varer med korn og huder, kornet blev til brændevin, og brændevinen blev til tømmer. En købmandsgård var dengang en hel lille økonomi i sig selv, og gården ved havnen var dens maskinrum.

Da englænderne i 1807 bombarderede København og tog den danske flåde, slog kongen igen på den eneste måde, han kunne: han udstedte kaperbreve, tilladelser til private borgere at opbringe fjendtlige skibe. Jeppe Holst gik med i et interessentskab og udrustede en hurtig lille jagt ved navn Den virksomme Svane med to kanoner og et mandskab bevæbnet med pistoler, geværer og sabler. Det virkede. Flere engelske handelsskibe blev opbragt og solgt på auktion, og kaperfarten blev en af Bornholms store indtægtskilder i krigsårene. Englænderne morede sig ikke: i 1808 brugte tre fregatter fem timer på at beskyde Christiansø. Kanonbatteriet ved Svaneke Røgeri stammer fra de nervøse år.

Svaneke havde et problem, som intet kapergods kunne skjule: havnen var for lille og for lav til andet end fiskerbåde. Jeppe Holst besluttede at gøre noget ved det. I omkring ti år kæmpede han for sagen, og da byens kasse var tom, betalte han selv, mens arbejdsfolk sprængte og huggede et dybere bassin ud af den hårde gnejs. Omkring 1816 stod havnen færdig, og allerede i 1814 havde kongen gjort Holst til Dannebrogsmand. Nu kunne større skibe lægge til lige uden for hans gård. Købmanden, der solgte brændevin til Sverige og købte tjære og tømmer hjem, havde helt bogstaveligt bygget sin egen hoveddør.

I sommeren 1824 rejste prins Christian, den senere Christian VIII, rundt på Bornholm og førte dagbog. I Svaneke noterede han, at havnen var forbedret ved hensigtsmæssigt Arbejde der især skyldes Borger Dannebrogsmand Holst. Så viste Holst ham huset. I baggården, skrev prinsen, så han den lave Stue i hvilken Kong Christian den femte efter Tradition skal have spiist d. 8. Maj 1687. Prinsens dagbog er det ældste skriftlige bevis på, at kongehistorien hørte til netop dette hus, og at familien Holst allerede dengang fortalte den til besøgende. Man kan næsten se købmanden stå i døren og bøje hovedet for den lave bjælke.

Den 7. marts 1827 døde Jeppe Holst, kun 52 år gammel og en meget velhavende mand. Han efterlod sin hustru Anne Marie, datteren Margrethe Marie, sønnen Ole Nicolaj og tre små grave nord for Svaneke Kirke, hvor tre sønner, der døde som børn, lå begravet; en fjerde søn fulgte i 1835. Hans gravsten, en klassisk stele med marmortavler, står der endnu midt i familiens gravsted. Enken drev forretningen videre sammen med sønnen, og i 1836 fik Ole Nicolaj sit eget næringsbrev og overtog gården på Torvet, den der i dag hedder Søllingsgaard. Moderen blev boende ved havnen. Den deling er grunden til, at Holst-slægtens navn i dag hører til Torvet og ikke til Havnebryggen.

Efter Jeppe Holsts død var enken Anne Marie Kofoed det bedste parti på hele østkysten: en blomstrende købmandsgård, skibe, jord og en formue. Hun valgte den unge mand, der allerede boede under hendes tag. Johan Christian Pingel Siemsen, født 1802 og sandsynligvis af en lübsk købmandsslægt bosat i Rønne, var ansat som huslærer for hendes yngste søn. I 1831 blev huslæreren, nitten år yngre end hende, hendes ægtemand. Byen gjorde, hvad byer gør, og døbte huset om efter ham: Siemsena Gårinj, Siemsens gård på bornholmsk. Siden har navnet ikke flyttet sig.

Siemsen var ingen doven stedfar. Han drev gården videre som fuld købmandsgård, blev preussisk konsul i Svaneke og påtog sig hvervet som kirkeværge. Da kirken i 1836 skulle have en stor reparation med nyt tag, hvælvet loft, nye vinduer og døre, pulpiturer, stole og maling overalt, var det købmand Siemsen, der stod for det. Resultatet var ikke til at tage fejl af. Da biskop Mynster kom på visitats i 1841, skrev han i sin dagbog om Svaneke Kirke: den har nylig havt hovedreparation, og er nu meget smuk og smagfuld. Huslæreren fra Rønne var blevet en af byens støtter.

Brandtaksationerne fra Siemsens tid giver et sjældent kig ind i huset. I 1847 var forhuset ud mod Havnebryggen seks fag egebindingsværk med lerklinede vægge, stråtag og bræddegavle, og indenfor stod en hestemølle: et træværk med tandhjul, der blev drejet af heste, som gik i ring, og som malede det korn, bønderne kom med som betaling for deres varer. Ti år senere, i 1857, var stråtaget skiftet ud med tegl og gavlene muret op, men mølleværket stod der stadig, bestemt til at drejes ved heste. Hvor gæsterne i dag spiser morgenmad, travede heste engang rundt og rundt.

Siemsen døde i 1863, og gården blev købt af brødrene Mogens og Christian Smidt, der var ved at opbygge det, byens arkiv kalder købmandsimperiet i Svaneke. Mellem 1859 og 1869 søsatte Henrik Hansens værft i Svaneke skib efter skib til dem: jagterne Sostrata og Tre Sønner, skonnerten Sølling og to skonnertbrigger, Edouard Suenson og Skjalm Hvide. Fotografiet af den splinternye Skjalm Hvide i Svaneke Havn fra 1868 er et af de ældste billeder af byen, og Edouard Suenson blev senere fotograferet ud for Markuspladsen i Venedig. I otte år blev der rederet skibe til Middelhavet fra huset på Havnebryggen.

Natten til den 30. december 1904 rejste Østersøen sig mod Svaneke. Om morgenen lå fiskerbådene kastet op på kajen langs Havnebryggen, og Albert Jeppesens båd Odin var angiveligt slynget ind over bølgebryderen. Byens fotograf, Valdemar Myhre, gik ud med sit kamera og fangede ødelæggelserne på glasplader. Nogle år senere, kort efter 1912, stillede han op på Havnebryggen igen og fotograferede de tre store købmandsgårde med front mod havnen, med Siemsens Gård i midten og elektrisk gadebelysning foran. Det er et af de sidste billeder af gården med alle fire længer, før den skulle forandre sig for altid.

Jernbanen kom til Bornholm omkring 1900, og havnehandelen sivede stille væk. En gård bygget til at lagre korn for et helt opland var pludselig alt for stor til en butik. I 1930'erne gjorde ejerne noget modigt: de lavede den gamle købmandsgård om til hotel, og i 1934 rev de den fjerde længe ned, den der havde stået mellem gårdspladsen og havet, så længe nogen kunne huske. Fra den ene dag til den anden blev den lukkede, indadvendte gård til en åben have med Østersøen som bagvæg. Det er den vigtigste beslutning i bygningens nyere liv. Hver eneste udsigt fra terrassen skyldes 1934.

I 1971 købte Tenna og Will Ipsen Siemsens Gaard. De drev i forvejen Hotel Østersøen ved siden af og gik i gang med en lang og kærlig istandsættelse. Sønnerne Jens og Henrik overtog i 1986, Jens alene fra 2012, og i et halvt århundrede var huset simpelthen byens hotel. I 2021, efter halvtreds år, solgte familien til August Lund og Dines Dueholm, der ejer huset i dag. Den 1. februar 2026 overtog Mathias Smed og Christina Ivang driften af hotel og restaurant, de seneste i en række, der går fra en borgmester og en landsdommer over en kaperreder, en huslærer og to rederbrødre. Fire hundrede år efter står huset stadig.