Svaneke by

er altid et besøg værd...

Svaneke fik i 1975 Europarådets guldmedalje for enestående bybevaring. En tur rundt i det charmerende og helstøbte bymiljø med de smukke bindingsværkshuse vil overbevise jer om, at denne honorering var fortjent.  Smukt indpasset i de rå og fascinerende klipper knejser de farverige bindingsværkshuses røde tage stolt op af de tre høje byen er bygget på.  Den næsten tropiske vegetation med figen- og morbærtræer og de nykalkede huses mangfoldighed af farver skaber et pittoresk og enestående gadebillede, som mange for altid har tabt deres hjerte til. I 2013 blev Svaneke kåret til Danmarks smukkeste købstad.

Tennis, lystfiskeri fra kyst og båd, vandreture langs kysten, torvedage, biografture, besøg hos de mange dygtige kunsthåndværkere eller spring en tur i vandet fra f.eks. Hullehavn.

Dette er blot et udpluk af hvad Danmarks mindste og smukkeste købstad tilbyder sine gæster.